Spring til indhold
Øksendrup Vandværk > forside > Er du bekymret for dit drikkevand?

Er du bekymret for dit drikkevand?

Vores grundvand er en unik ressource, som vi skal værne om. Desværre fylder truslerne mod vores drikkevand mere og mere. Er du bekymret for kvaliteten af dit drikkevand, er der masser af muligheder for at få information om vandet i din hane.

Langt størstedelen af det danske drikkevand kommer fra grundvandet. Det er helt særligt, at vi danskere kan nyde godt af drikkevand, som er helt naturligt og som kun har fået minimal rensning. Og det er en ressource, vi ikke må tage for givet. På rejsen fra regndråbe til grundvand samler vandet
en masse stoffer til sig, som enten findes naturligt i jorden eller kommer fra de kemikalier, vi bruger på
overfladen. Desværre finder vi flere og flere kemikalier, der forurener fremtidens drikkevand. Der
er rester af pesticider i mange drikkevandsboringer – og PFAS-forureningerne er en stigende bekymring.
Alligevel er det vigtigt at understrege, at du som forbruger roligt kan drikke dit drikkevand. Det danske
drikkevand skal nemlig overholde en række grænseværdier og krav. Det er din garanti for, at vandet i din hane er sikkert at drikke.

Sådan tjekker du dit drikkevand
Er du alligevel nysgerrig på din drikkevandskvalitet, kan du hos dit eget vandværk finde mere information. Du kan se, hvor du får dit vand fra ved at tjekke din vandregning. På de fleste vandværkers hjemmeside kan du se vandprøver og information om drikkevandskvaliteten.
Du kan også tjekke din vandkvalitet via den nationale boringsdatabase (Jupiter), der indeholder data fra mere end 370.000 grund- og drikkevandsboringer.
Link til jupiterdatabasen

Grænseværdier og krav til drikkevand
Drikkevandet i Danmark skal heldigvis overholde en lang række kvalitetskrav og grænseværdier, hvilket borger for, at vandet er godt og sikkert at drikke. Kvaliteten kontrolleres nøje af et akkrediteret
analysefirma, og der er faktisk langt flere krav til vores vand i hanerne, end der er til det flaskevand, vi kan købe i butikkerne.
I drikkevandsbekendtgørelsen fastsættes de stoffer, der som minimum skal kontrolleres for i drikkevandet samt med hvilke hyppigheder. Dette fastlægges i et kontrolprogram efter afgørelse fra kommunen.
De enkelte grænseværdier er fastsat ud fra et forsigtighedsprincip. Det betyder, at selv hvis der sker
en mindre overskridelse, er det sjældent, at det er sundhedsskadeligt at drikke vandet. Styrelsen for
Patientsikkerhed vejleder kommunen, hvis der er en overskridelse, som er sundhedsskadelig.
Der kan også være lokale forhold, som har en betydning. Det er kommunens opgave, sammen med
vandværket, at være opmærksom på, om sådanne forhold gør sig gældende i deres område.

Hvad hvis grænseværdierne overskrides?
Det er et akkrediteret analysefirma, der står for at udtage og analysere vandprøverne. Hvis de i deres
analyser finder overskridelser af grænseværdierne, bliver vandværket og kommunen orienteret.
Der findes flere niveauer af overskridelser, der kan udløse alt fra en dispensation til vandværket, hvor de får en given periode til at informere om en kogeanbefaling, til en decideret lukning af vandværket. Sidstnævnte tages i brug, hvis der er tale om en akut sundhedsmæssig risiko, og det er kun i
sjældne tilfælde. Til gengæld ses det med jævne mellemrum, at en overskridelse af grænseværdierne på mikrobiologiske stoffer gør, at vandværker i samråd med kommune samt Styrelsen for Patientsikkerhed udsender en anbefaling om, at vandet skal koges, inden det kan drikkes. Hvis der sker store, alvorlige overskridelser, vil vandværket dele det på deres hjemmeside, og du
vil få information gennem medierne.

Kilde: Brancheforeningen Danske Vandværker,
juni 2023